Ferien starter
hjemmefra lørdag morgen, og vores GPS er indstillet på et hotel i den
Hollandske by Utrecht, hvor vi skal bo 2 nætter. Nakken føles stiv og smertende,
men jeg har været forudseende nok til at hamstre rigeligt med smertestillende
piller (Ipren og Panodil) før turen, hvilket senere skal vise sig at være ret
klogt. Når vi holder vores små pauser, sædvanligvis med højst 2 timers
mellemrum, er det lidt svært at rette benene ud, men efter lidt bevægelse går
det ok. Vi ankommer sidst på dagen til hotellet, trætte og glade, nyder en
pizza på en sjov, udendørs familierestaurant og går en tur i det
omkringliggende, grønne område før vi går til ro.
Næste dag stadig nakkesmerter, men også armene er ømme og
stive. Efter blot få minutter på en stol i spisesalen skal kroppen have hjælp
til at blive rettet op, så jeg kan hente morgenmad ved buffeten. Vi beslutter
alligevel at gå en tur ind til bymidten som planlagt, og får en fin dag ud af
det. Ved sengetid har jeg dog svært ved at finde ro i nakke og arme, og må
smide hovedpuden på gulvet.
Sådan fortsætter den første uges ferie i hovedtræk:
Smerterne i arme og skuldre tager til omkring sengetid og gør det svært at sove
natten igennem (hvilket jeg ellers aldrig har haft problemer med, hverken
hjemme eller ude), og de første timer om morgenen er noget af en prøvelse.
Efter et par piller og lidt trissen rundt aftager generne, og vi kan køre ud
for at få de oplevelser, vi er kommet efter. Benene driller stadig, men efter
lidt ”opvarmning” kan jeg gå langt – og det bliver faktisk til flere timers
gang hver dag.
Ind i den anden uge tiltager nakke og skuldersmerterne om
aftenen, og jeg har meget svært ved at komme op og ned fra sengehemsen ved egen
hjælp. Det er, som om armene er lamme, jeg kan end ikke trække tæppet op om mig.
Når jeg endelig er kommet på benene om morgenen, kan jeg ikke løfte armene over
albuehøjde og må have hjælp til brusebadet. Som i den foregående uge fortager det sig dog i løbet af formiddagen.
Tirsdag morgen vågner jeg tidligt og føler mig fuldstændig magtesløs
ved tanken om at skulle forcere de stejle trin ned til toilettet. Sidder lidt og
græder mine modløse tårer, før det lykkes mig at dumpe ned på gulvet. Da Lars
lidt efter kommer ned siger han, at nu kan han ikke klare mere. Vi må køre hjem
snarest muligt, så jeg kan komme til lægen.