De første måneder

Den 1. oktober bliver medicindosis sat ned til 22,5mg Prednisolon.  Muskelstivheden er stadig holdt nede, men jeg begynder at mærke en tydelig svækkelse, især i ben og arme, og føler mig også temmelig utilpas om eftermiddagen/aftenen med hjertebanken og stærk varmefølelse i overkrop og hoved. Da jeg kontakter gigtsygeplejersken, får jeg forklaret at det sandsynligvis mest er bivirkninger af medicinen, jeg mærker, og jeg skal derfor sætte dosis yderligere ned til 20mg.

Den næste uge går egentlig helt fint, jeg er til familiefest og på besøg hos min datter en uges tid, hvor jeg også får mulighed for en venindetur, og det er skønt at føle sig bare en smule normal igen.

Kun træthed i den højre arm og lidt uro i kroppen generer mig. Dette tiltager dog i den efterfølgende uge, hvor jeg bliver trappet ned til 17,5mg Prednisolon. Samme uge skal jeg starte på medicinsk behandling for knogleskørhed, da man ikke kender min aktuelle status for afkalkning (har først fået en tid til scanning d. 23. januar 2019).

Jeg begynder til ”vandfitness” i det lokale varmtvandsbassin, hvilket er rigtig dejligt, men min højre skulder og arm er efterhånden meget smertefuld om morgenen. Jeg kontakter igen sygeplejersken, som sætter dosis op til 22,5 mg og beder om nye blodprøver i ugen efter. Da de seneste prøver ikke har vist nogen nævneværdig stigning i CRP, og da mine smerter i øvrigt er atypiske ved kun at være ensidige, bliver jeg også bedt om at få en tid hos egen læge. Måske er der andet i vejen med min arm?

Lægen finder at min ryg, skulder og nakkemuskulatur er meget spændt op, og råder mig til at få noget massage. Jeg får også en henvisning til fysioterapi.

Massagen føles godt, men ændrer ikke meget ved smerterne. Jeg får en akuttid hos Gigtlægen, som ultralydsscanner min skulder og overarm. Der er tydeligvis inflammation i skulderled og overarmsmuskel, og han tilbyder en blokade med binyrebarkhormon. Jeg takker nej, men har lidt svært ved at forklare hvorfor, så vi har lidt diskussion omkring medicinering. Han afslutter med at tilkendegive, at så er det kun træning der kan hjælpe, og det er jeg meget mere indstillet på. I øvrigt skal jeg straks trappe ned til 17,5mg Prednisolon.

Jeg får endnu en gang massage og tager kontakt til fysioterapeuten, som hjælper mig i gang med et let træningsprogram, som jeg kan begynde med derhjemme.

D. 26. november får jeg også første behandling af en Osteopat.

D. 1. december trapper jeg ned til 15mg. Morgen/formiddag bliver gradvist sværere, selvom jeg godt kan mærke at skulderen bliver bedre af den fortsatte træning. Både nakke, arme og ben er ømme og stive de første 5-6 timer af dagen.