Lidt uenighed

Fredag blev jeg ringet op af den læge, som jeg har konsulteret én gang tidligere. Vi har vist lidt svært ved at forstå hinanden, så det blev til en længere diskussion omkring binyrebarkhormon og blokader, som jeg klart har tilkendegivet at jeg ikke vil være med til. Det er dog lidt vanskeligt at forklare min modstand, og at finde de rigtige ord overfor en 'autoritet'.

Jeg mener stadig ikke at det er den form for behandling, jeg har brug for, selvom jeg selvfølgelig godt forstår det umiddelbart fornuftige i at give binyrebarkhormonet målrettet og lokalt.

Problemet er nok at forklare, at det jo ikke decideret er smerterne der er værst, og at de ikke er koncentreret om ét lokalt sted, der kan behandles. Det, der bekymrer mig mest lige nu er, at muskelstivhed i arme, til dels skuldre, lår og lægmuskler begrænser mig alt for meget fysisk. Jeg bliver trist og deprimeret, ikke mindst med udsigten til at have det sådan mange måneder - og måske år - fremover.

Konklusionen og enden på diskussionen blev desværre den, at jeg skal fortsætte nedtrapning efter planen, og får en indkaldelse til kontrol og ultralydsskanning. "Det haster jo ikke" var beskeden, men det ved jeg nu ikke, om jeg er enig i, det er jo trods alt min krop og mit liv.

Jeg har fået en tid til kontrol - om 3 uger. Og er trappet ned til 10mg Prednisolon.

Vinterferie

I uge 10 rejste jeg en tur til Bornholm for at være sammen med de skønne unger. Det er en lang rejse her fra Silkeborg, men den gik upåklageligt og vi havde nogle rigtig hyggelige dage med fastelavnshalløj, perleplader og tegnesager. En dejlig gåtur i Paradisbakkerne blev det også til, og vi fik rokket med stenen, men mine ben gav mig ret tydeligt besked om at jeg medicinmæssigt var ved at nå bunden.

Jeg valgte derfor at udskyde nedtrapningen af Prednisolon nogle dage, indtil jeg kom hjem igen. Efter endnu en lang rejse var jeg alligevel ikke helt indstillet på at udsætte kroppen for mere, så jeg er fortsat på 12,5mg. Mandag morgen fik jeg kontakt til sygeplejersken på gigtafdelingen, som ville give lægen besked om at ringe til mig 'en af de nærmeste dage'.

Det bliver nu nok først efter torsdag, hvor jeg har fået den første ledige tid til blodprøvetagning. I mellemtiden må jeg prøve at forlige mig med de tiltagende smerter, særligt i arme og skuldre. Øv at være tilbage hertil. Jeg håber blot på, at det bliver bedre til weekenden, hvor vi skal på et fint slotsophold i Nordjylland. Ren forkælelse kan man vel ikke tage skade af?