Et nyt år

Julen blev heldigvis god og rolig - i hvert fald hvad angår mine fysiske udfordringer med muskelgigten. Den høje dosis Prednisolon fik de stærke smerter i skulder og arm til at forsvinde nærmest fra dag til dag, hvilket desværre også betød at jeg ret hurtigt "glemte" at være vedholdende med øvelserne:)

Jeg har nu ikke siddet på hænderne af den grund, med to herlige 10-11 årige børnebørn i huset fra jul og nytåret over bliver man hurtigt hevet op igen. Vi var da også ude at gå en skøn tur i Dollerup Bakker ved Viborg, hvor vi mærkeligt nok ikke havde været før. Meget smukt område med kæmpe lyngbakker ned til Hald Sø. Derfra op af mange, megahøje trappetrin til toppen igen, det var noget der kunne mærkes i et par dage derefter, men pyt. Motion skal jeg jo ha'.
I mellemjulen endnu en blodprøve, CRP 0,5, en nedtrapning til 22.5 mg. I går igen blodprøve med samme resultat og nedtrapning til 20 mg. Selv om det stadig er en ret høj dosis begynder det at kunne mærkes i arme og ben. Ingen tvivl om at muskelgigten stadig er i kroppen, så jeg er spændt på at høre hvad gigtlægen siger til de andre blodprøveresultater, som jeg ikke har forstand på at analysere. Han har lovet en telefonkonsultation her midt i januar.

Og jeg er kommet i gang med træning igen, både skulderøvelser og lidt gulvøvelser for mave og venepumpe, og fik også svømmet og trænet i varmtvandsbassinet tirsdag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar