Fredag blev jeg ringet op af den læge, som jeg har konsulteret én gang tidligere. Vi har vist lidt svært ved at forstå hinanden, så det blev til en længere diskussion omkring binyrebarkhormon og blokader, som jeg klart har tilkendegivet at jeg ikke vil være med til. Det er dog lidt vanskeligt at forklare min modstand, og at finde de rigtige ord overfor en 'autoritet'.
Jeg mener stadig ikke at det er den form for behandling, jeg har brug for, selvom jeg selvfølgelig godt forstår det umiddelbart fornuftige i at give binyrebarkhormonet målrettet og lokalt.
Problemet er nok at forklare, at det jo ikke decideret er smerterne der er værst, og at de ikke er koncentreret om ét lokalt sted, der kan behandles. Det, der bekymrer mig mest lige nu er, at muskelstivhed i arme, til dels skuldre, lår og lægmuskler begrænser mig alt for meget fysisk. Jeg bliver trist og deprimeret, ikke mindst med udsigten til at have det sådan mange måneder - og måske år - fremover.
Konklusionen og enden på diskussionen blev desværre den, at jeg skal fortsætte nedtrapning efter planen, og får en indkaldelse til kontrol og ultralydsskanning. "Det haster jo ikke" var beskeden, men det ved jeg nu ikke, om jeg er enig i, det er jo trods alt min krop og mit liv.
Jeg har fået en tid til kontrol - om 3 uger. Og er trappet ned til 10mg Prednisolon.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar