Endnu en blodprøve

I dag var jeg til blodprøvetagning igen, der er dog gået 4 uger siden sidst, så jeg var lidt spændt på resultaterne. I dag har jeg også trappet ned til 12,5mg Prednisolon, men det kan jo ikke hverken mærkes eller ses på prøverne - endnu.

Resultatet var, lidt overraskende, fint - et fald i crp fra 0,8 til 0,7, som jo egentlig er helt normalt. Positivt, men også lidt mærkeligt at jeg trods alt mærker en del til min muskelgigt, når prøverne viser et næsten totalt fravær af inflammation.

Vandgymnastikken i går var dejlig, og jeg kløede på med at svømme så mange baner som muligt før undervisningen begyndte. Gåturen i dag fra parkeringsplads til sygehus, som inkluderer en trappe med 100 trin, var også fin, men jeg indrømmer gerne at benmusklerne er ømme og svage. Da jeg umiddelbart efter skulle starte bilen, sitrede mine lægmuskler af træthed.

Så det bliver nok ikke til de store motionsøvelser lige med det første, jeg må nøjes med små, daglige tiltag som weekendens forsigtige forsøg på lidt havearbejde: jeg fik revet grusgangene, samlet visne blade op og samlet en spandfuld ukrudt.

Lidt har også ret:)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar