Annikki's historie

Jeg søgte viden på nettet over muskelgigt, da det er en diagnose jeg har fået den 15.7.19. Jeg vidste end ikke, at der var en sygdom der hed det - så det var noget svært, at skulle forholde sig til, da jeg på det tidspunkt befandt mig i et smertehelvede, som jeg ikke vidste, hvornår stoppede. Eneste virkelige trøst på det tidspunkt var, at der stod på nettet, at prognoserne var ret gode og man kunne komme af med sygdommen efter nogle år.

Min start minder noget om din lige op til udbruddet. Månederne op til havde jeg bemærket en tiltagende træthed i benene, især i mine lår efter cykelture. Jeg kunne næsten ikke cykle op ad store bakker, forcere klitterne på stranden uden at få smerter i lårene. Spekulerede på om det var alderen, der var begyndt at spøge, jeg er fra 1952. Jeg er ellers meget fysisk aktiv i min hverdag og glad for at færdes ude.
Jeg fik en halsvirus to uger inden udbruddet af muskelgigt. Efter ti dages sygdom fik jeg feber, virkelig ondt i hovedet og nakken. Mine ben, ryg og arme gjorde simpelt hen så ondt, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Bare mine ben rørte madrassen var det uudholdeligt.

 Jeg færdes meget i Odsherred med mange flåter, har haft borrelia for 2 år siden, så jeg spekulerede over om jeg havde fået det igen. Tænkte dog også på meningitis, da nakken begyndte at blive stiv. Jeg opsøgte min læge, som med det samme tænkte muskelgigt, men da det var en fredag og de gik på ferie, turde hun ikke andet end at indlægge mig. Min læge kunne også i min blodprøve se, at mine infektionstal var forhøje.
Min læge ringede dog inden indlæggelsen og aftalte med en læge fra Gigtafdelingen på Gentofte, at hun kunne starte mig op i Prednisolon: 2 tabl. dagligt, 10 mg.

På hospitalet fik jeg en rygmarvsprøve, som frikendte mig for borrelia og meningitis, så jeg blev udskrevet om aftenen. Prednisolon hjalp mig så jeg var næsten smertefri. Jeg blev indkaldt 2 dage efter på Gigtafdelingen på Gentofte. Var hos en virkelig omhyggelig og ualmindelig flink læge, han mente jeg skulle sættes op, da jeg stadig havde symptomer, så tog derefter 20 mg. om dagen. Det hjalp og jeg kunne stort set smertefri, tage på den planlagte rejse til Toscana med min mand og venner.

Efter to ugers behandling med Prednisolon, skulle jeg sættes ned til 17,5 mg. Det afstedkom tilsyneladende store smerter i benene igen. Jeg troede det var en af bivirkningerne ved de tabletter: infektion i sener - men har i dag været til akutlægen, som siger, at hun mener, at jeg ikke bør sættes ned endnu. Jeg må kontakte lægen på Gigtafdelingen, hvis det fortsætter. Så jeg kom hjem med Ibuprofen 400 mg, som jeg straks to en af - og som hjalp.

Ellers er jeg som dig blevet scannet, da lægen fortalte, at muskelgigt kan være en indikator for en kræftsygdom. Da jeg har haft brystkræft i 2003, hvor jeg fik fjernet en lille knude ved en brystbevarende operation, ville han gerne tjekke alt grundigt, hvilket jeg også fandt meget betryggende. Jeg blev scannet med kontraststof, de fandt en lille udposning ved min lever, og noget væv i venstre lunge, tror han sagde, at det var fortykket - men var temmelig forskrækket, da han ringede mig op, så jeg fik ikke spurgt mere til det. Han sagde, at jeg ville blive indkaldt til endnu en scanning af min lever, mammografi og ultralyd af mit bryst. Det skal jeg så de næste to mandage. Min læge sagde beroligende: Hvis du tager 100 mennesker ind direkte fra gaden, som ikke har symptomer på noget, så kan du hos dem finde det samme. En Scanning viser alt, og alt som måske ikke har den ringeste betydning. Han sagde, at han var ikke bekymret for resultatet af min scanning - så jeg forsøger, at slå koldt vand i blodet og få ro på.

Min mor døde af brystkræft da hun var 39 og jeg var 7 - jeg var rystende nevøs da jeg blev 39 og rystende nevøs da min datter blev 7 år, nevøs for at jeg skulle dø fra hende, så hun skulle opleve en barndom med samme tab som jeg. Derefter lovede jeg mig selv, at frygten og angsten ikke skal styre mit liv og for hver dag jeg bliver ældre end min mor er en gave - jeg har de senere år lært at elske min mor, i stedet for at være vred på hende, vred over at hun døde fra mig. Vi skal være så glade for vores liv, glade for hver eneste oplevelse, god eller mindre god, det er en del af det at leve livet.

Glemte lige: lægen sagde kun 1 glas vin til middagen i weekenden - alkohol nedsætter virkningen af medicinen. Fortalte også, at det var vigtigt, at holde muskler i gang. Jeg har svømmet de sidste to dage: vandet føltes markant koldere, jeg er tydeligvis mere kuldskær end tidligere - men svømmeturene var dejlige. Generelt går jeg kun halvt så hurtigt som jeg plejer, ligesom jeg synnes det er hårdt at cykle, jeg mærker den samme stivhed i mine ben som dig.